Historie

Innovationsparken, Agro Food Park i Skejby, er i stærk vækst - og vi ligger midt i det hele.

Det hele begyndte i stenalderen…

Egnen omkring Koldkærgård er blandt de tidligst beboede i Danmark, og der er gjort masser af stenalderfund i området. Selve gården Koldkærgård er første gang nævnt på skrift i 1200-tallet. På det tidspunkt hørte Koldkærgård under Aarhus Domkapitel, og efter reformationen i 1536 blev gården overtaget af kongehuset. I 1679 var den ejet af admiral Bielke til Kærbygård. Gennem 150 år hørte gården under Kærbygård, indtil den kom i privat eje. Koldkærgård brændte ned til grunden i 1850 og blev genopført højtbeliggende med frit udsyn til Kalø Vig og Mols mod øst, Egådalen og Lisbjerg mod nord og Aarhus mod syd. Gården var færdigbygget i 1856. Stuehuset er det oprindelige, dog er der bygget til i begge ender. Avlsbygningerne nedbrændte i 1903 og blev genopført i cementbeton og kampesten, præcis som de står i dag.

Koldkærgård har godt 200 tønder land. Omkring 1900 bestod besætningen af køer, grise og heste. Der var omkring 12 ansatte, og i sæsonen 10 fremmede arbejdere, fortrinsvis polakker. Fra 1856 til 1937 skiftede gården ejer 10 gange. Den sidste ejer, enke efter Knud Dahl-Jensen, solgte i 1974 Koldkærgård til Aarhus Kommune, der i 1984 solgte videre til landbo- og husmandsforeningerne for 4 millioner kontant. En ny æra kunne begynde…

Koldkærgård ligger ganske vist i landzone, men fik via lokalplan mulighed for at starte en landboskole og et landsdækkende rådgivningscenter. Endvidere skal en del af gårdens jord anvendes til forsøg og demonstration. Koldkærgård Landboskole flytter ind i den nybyggede 5000 kvm. store skole i 1986. Landboskolen fik etableret et tæt samarbejde med Det faglige Landscenter, der er beliggende få hundrede meter borte. Men som det fremgår, var alle undervisningsaktiviteter beregnet på jordbrugere, landmænd og medhjælpende ægtefæller, såvel som landbrugets rådgivere, forskere og undervisere.

Koldkærgård var i mange år landbrugets foretrukne kursus- og konferencecenter. Men kundekredsen har ændret sig. Det skyldes mest af alt en afmatning i landbruget. En ny strategi blev valgt og husets faciliteter og omgivelser er løbende blevet renoveret og nyeste teknologi installeret.
Hvorfor så ikke slå dørene op for en bredere kundekreds? Den nye virksomhedsprofil ændrede billedet. I foråret 2003 var indtægterne fra landbrugets organisationer mindre end de udefrakommende. Koldkærgård har i dag et renomme som professionelt og velfungerende kursus- og konferencecenter med attraktive faciliteter til undervisning og ophold.